Blog-arkiv

tirsdag den 17. oktober 2017


Blog indlæg 4: Refleksion over bloggens egnethed som refleksions- og formidlingsværktøj i egen arbejdspraksis

Nu har jeg igennem en måned arbejdet med Blogopsætning og blogindlæg. Da jeg er en novice indenfor dette område, så har det på en og samme tid været spændende, men også udfordrende, dels at skulle oprette en blog og dernæst sætte sig ned og skrive nogle blogindlæg med udgangspunkt i egen arbejdspraksis.
Opgaven med at få oprettet en blog som for mit vedkommende blev Google Blogger var udfordrende på den måde, at det tog lidt tid inden jeg havde gennemskuet strukturen i bloggen, og kunne begynde at arbejde med den i forhold til opsætning og indhold. Da dette var på plads, så var det faktisk spændende, at arbejde med indhold og form af bloggen. Da man er tidsmæssigt presset på modulet, og særligt i forhold til den første del af opgaven, så følte jeg ikke tiden var til, at jeg kunne arbejde så meget med indhold/form som jeg ellers gerne ville, men ud fra de givne forhold er jeg meget godt tilfreds. Jeg havde gerne set, at modulet havde været længere, så man virkelig kunne arbejde sig mere ind i dybden med bloggen, og sat et mere markant/personlig aftryk på bloggen.
Med hensyn til blogindlæggene, så har jeg valgt tre forskellige indfaldsvinkler. Det første indlæg omhandlede mine refleksioner omkring valg af MIL studie. Det næste blogindlæg handlede om opstarten på MIL og dialogen og debatterne i forummerne, og blogindlæg nummer tre handlede om innovationskompetence i relation til min daglige arbejdspraksis, og arbejdet med mennesker med funktionsnedsættelser.
Det har været tre blogindlæg som har haft betydning for mig, men hvorvidt de retter sig imod og har interesse for mine medstuderende og lærere skal jeg lade stå usagt, men tænker at det vel kan måles ved hvor mange der har været inde og kigge på ens blog. Det betyder heller ikke så meget for mig personligt, da det at få sat ord på mine tanker i forhold til at skrive de tre blogindlæg har været det vigtigste for mig i denne proces. For mig har det været en svær opgave at skrive disse blogindlæg, og også nu hvor jeg sidder og skal reflektere over, hvorvidt bloggen er velegnet som refleksions- og formidlingsværktøj i forbindelse med egen arbejdspraksis synes jeg det er svært at få omsat tanke til noget skriftmæssigt. Hvis man ikke er en ekvilibrist ud i sproglig formulering som nogen af mine medstuderende er, og som også kan ses i forhold til dialogen i forummerne under opgave 1, så bliver dette en svær opgave, og en som jeg ærligt ville have valgt fra hvis jeg havde fået muligheden for det.
Når det er sagt, så synes jeg trods alt, at jeg er kommet igennem opgaven på fornuftigt vis. Bevares det er ikke prangende eller storslået, men i relation til den tid jeg har brugt på at løse opgaven, så er jeg tilfreds.
Tilbage står så spørgsmålet omkring egnetheden af bloggen som refleksions- og formidlingsværktøj i egen arbejdspraksis. Med hensyn til den første del omkring bloggen som refleksionsværktøj, så giver det meget god mening, at anvende den som et refleksionsværktøj i relation til selve modulet som vi har været igennem, og det er både i forhold til opgave 1 med dialog i forummerne, men også med hensyn til det at skrive blogindlæg. Hvis jeg skal tænke bloggen som et formidlingsværktøj, så skulle det være i samspil med bloggen som refleksionsværktøj, og bruges til fremvisning for nye MIL studerende som skal igennem den samme øvelse som vi har gennemgået, og give dem et lille indblik i det nye som de skal til at starte på. Her mener jeg det vil give rigtig god mening, at fremvise bloggen.
Der hvor jeg synes, at jeg har svært ved at se egnetheden af bloggen som refleksionsværktøj er i forhold til mit daglige arbejde som IKT-konsulent. I forbindelse med blogindlæg 3 gav det god mening at bruge bloggen som refleksions- og formidlingsværktøj i forhold til at beskrive min arbejdspraksis, og hvordan jeg ser, at innovationskompetence spiller en rolle i min arbejdspraksis. Men jeg vil være ærlig og sige, at jeg nok aldrig ville bruge bloggen som refleksions- og formidlingsværktøj ellers i forhold til mit arbejde, og slet ikke i et offentligt forum. Grunden hertil er, at blogindlæg som jeg ser det skal være målrettet en gruppe af mennesker som deler en fælles interesse og i et offentligt forum, og der kan jeg ikke få øje på målgruppen, hvorfor det ikke vil give mening at ligge blogindlæg ud.
Det bedste ved at have prøvet at skrive blogindlæg er som jeg tidligere har nævnt, at jeg får sat ord på mine tanker, og hvis jeg skulle bruge dette koncept til noget konstruktivt, så ville det fremadrettet være, at jeg skulle sætte mig ned og skrive et blogindlæg som ikke skulle udgives, men fordi jeg har noget som jeg gerne have ud, og få sat ord på tankerne, og der kan jeg se bloggen som et refleksionsværktøj.
 

fredag den 13. oktober 2017


Blog indlæg 3: Innovationskompetence i relation til at arbejde med mennesker med funktionsnedsættelser
En bog, som jeg er blevet meget inspireret af at læse her på modul 1 er Lotte Darsø´s Innovationspædagogik. Hendes beskrivelse af, hvad innovationskompetence er, falder godt i tråd med hvad mit arbejde består i. Kompetence er evnen til at takle situationer og problemer, når de opstår, ved at trække på egen viden og erfaring, og innovation er at se muligheder, og at være i stand til at føre disse muligheder ud i livet på en værdiskabende måde. De to egenskaber ser jeg i høj grad komme i spil i mit arbejde med at hjælpe mennesker med funktionsnedsættelser.
Da jeg for knap et år siden var på teknologiseminar med kollegaer fra hele landet fik jeg under vores gallamiddag en oplevelse som har siddet hos mig lige siden. Under middagen spørger en kollega mig om, hvor længe jeg egentlig har været indenfor faget, og hvor til jeg svarer, at jeg har været med i 9 år, og til dette svarer kollegaen, at så har jeg godt nok fyldt meget. Først tænkte jeg, at han var uforskammet, men jeg har gået og tænkt længe over det, og jeg er kommet frem til, at det måske i virkeligheden betød, at jeg var god til mit arbejde. Hænger det sådan sammen? Det vælger jeg i hvert at tro.
En egenskab som er vigtig i forhold til mit arbejde er, at kunne se muligheder eller udfordringer frem for begrænsninger. Hvis jeg ser et menneske med funktionsnedsættelse, og starter med at se begrænsningerne i forhold til hvad dette menneske kan gøre ud fra sin nuværende situation, så kan jeg lige så godt pakke sammen med det samme, da jeg ikke har tiltro til, at jeg kan løfte opgaven med at finde en løsning. Hvis jeg i stedet for vælger, at se på mulighederne eller udfordringerne, så er jeg allerede kommet et skridt længere imod at finde en løsning. I de 9 år jeg har arbejdet med dette område har jeg kun haft 2 sager, hvor jeg ikke har været i stand til, at finde en løsning, og det hang sammen med, at teknologien som jeg skulle bruge ikke på daværende tidspunkt var udviklet nok til, at jeg kan anvende den som en løsning. Men det betyder ikke, at jeg har opgivet disse 2 sager, men at de ligger og rumsterer i baghovedet, og at jeg venter på at teknologien bliver god nok til, at jeg kan tage den i anvendelse.
Jeg elsker mit arbejde, og har altid sagt, at det bedste ved arbejdet er, at se den glæde som det skaber hos de menneske jeg hjælper. Det at de får nogle muligheder for at indgå i fællesskaber, og kunne deltage på mere lige vilkår er noget som betyder meget for dem. Hvis ikke det er værdiskabende, så ved jeg ikke hvad værdiskabelse er.
At arbejde innovativt i forhold til, at skabe og finde løsninger gør, at jeg hele tiden udvikler mig i min stilling som IKT-konsulent. Det at kunne tænke ”ud af boksen” i forhold til løsninger gør, at jeg er god til mit arbejde, og det er måske også grunden til at jeg har ”fyldt” meget som min kollega udtrykte det. Jeg deler gerne min viden omkring løsninger, da jeg tror på, at fælles vidensdeling er fremtiden. Vi er ikke så mange som arbejder indenfor dette område, og derfor bliver det essentielt at vi vidensdeler på tværs, så dem som kommer efter mig/os kan drage nytte af den viden som er blevet bibragt området, og drage nytte af denne viden. Det betyder samtidig også, at min og andres viden skal dokumenteres, så vi får en fælles ”base” hvorfra man kan trække på forskellige løsninger. Denne base findes ikke i øjeblikket, og måden det foregår på er, at man skriver ind i et forum under Socialstyrelsen, hvor man smider sit spørgsmål op, og så byder folk ind med forskellige løsningsforslag i forhold til det konkrete spørgsmål.
 At arbejde innovativt i forhold til at finde løsninger indebærer også en del Trial & Error. Men det hører med til arbejdet, og skal ikke ses som et nederlag, men som en mulighed. Den løsning som en borger ikke kan bruge kan måske med tiden bruges af en anden. Det er i hvert fald det jeg har oplevet mere end en gang. En anden betydning er, at man ofte afsøger Internettet i forhold til at finde nye spændende tiltag eller løsninger som man kan bruge fremadrettet. Det er ad denne vej jeg ofte har fundet nye spændende løsninger, som jeg efterfølgende har købt hjem, og siddet og afprøvet på alle tænkelige måder, så jeg har opnået viden om, hvad jeg kan bruge løsningen til når tiden er inde til at afprøve den i praksis.
Inden man kommer så langt som til at finde en løsning skal der først foretages en udredning af den enkelte borger, og herunder graden af funktionsnedsættelsen. Hvilke ønsker som borgeren har i forhold til at kunne få et så selvstændigt liv som muligt. Men det er også vigtigt, at vide noget om diagnoser, da diagnosen fortæller noget om, hvordan sygdommen progredierer, og det har betydning for, hvordan man griber sagen an på kort og lang sigt. Her er det igen, at innovationen kommer i spil, da man på kort sigt godt kan komme en løsning, men når der sker en progrediering med yderligere funktionsnedsættelse som følge, så kan det stille større krav til den løsning man så stiller op med, og det kan være udfordrende for den enkelte IKT-konsulent. Men udfordringer er samtidig også det som skaber udvikling, og her i ligger innovationen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 

onsdag den 27. september 2017


Blog indlæg 2: Blog indlæg omkring opstart på MIL og refleksioner over dialog og debatterne i forummerne

Det har godt nok været en måned med fuld fart fra starten af. Min bekymring gik i starten på, om jeg kunne nå at skrive både egne indlæg, være opponent og kommentator på andres indlæg, men det er egentlig kommet meget naturligt, når man først var i gang og læste indlæggene. Jeg kan se, at mange af de indlæg der er lagt op har handlet om de samme tanker jeg selv havde, da jeg underviste i folkeskolen. Det lige fra egen faglighed som lærer til hvordan vi få de den svageste gruppe elever inddraget i fællesskabet.

Men det er for mig utroligt berigende, at læse disse indlæg, og se de tanker andre gør sig, da det er med til at give mig stof til eftertanke og medvirkende til, at sætte nogle refleksioner i gang hos mig omkring, hvordan jeg ser fremtidens folkeskole. Mens jeg skriver denne blog, så sidder jeg faktisk og ser Finn Togo´s slides igennem fra vores seminar, og han skriver bl.a. i forbindelse med digital læring i Danmark, at udvikling skaber nye udfordringer, og er det ikke netop det der er kernen i diskussionen, at vi står ved en korsvej, hvor vi skal vælge hvilken vej vi ønsker at gå med hensyn til digital læring i folkeskolen. Det er i hvert fald den diskussion jeg ser afspejlet i en del af de indlæg der kommet.

Det har også været dejligt, at få genopfrisket læringsteorien fra dengang på lærerseminariet, og dette koblet sammen med de nyeste teorier indenfor feltet har bibragt ny viden hos mig, og medført refleksioner omkring min undervisning i forbindelse med mit daglige arbejde(beskrevet i min første blog J).

Selvom det holder hårdt, at have fuldtidsarbejde og være studerende, så må jeg indrømme at jeg nyder det. Det er dejligt at være i gang igen, og blive inspireret af og udfordret af sine medstuderende. Den ping pong, der udspiller sig i nogle af debatterne synes jeg virkelig er med til, at løfte debatten/niveauet, og skaber grobund for nogle Meta refleksioner.

Det er noget af det jeg har fået meget ud af, og som jeg vil tage med mig videre i denne uddannelse.

 

 

 

 

 

torsdag den 14. september 2017


Blog indlæg 1: I denne min første blog nogensinde har jeg valgt at reflektere over mit valg af MIL studie, og de overvejelser jeg har gjort i forbindelse med dette.

Inden jeg startede på modul l IKT–baserede læreprocesser på Master i IKT og Læring var der gået 2 års overvejelser med at finde ud af om det også var det rigtige for mig. Hvad mener jeg så med om det var det rigtige. For at besvare dette spørgsmål er jeg nødt til, at starte med at fortælle hvad jeg arbejder med i min dagligdag, og hvad arbejdet indebærer, men inden jeg fortæller dette, så tager vi et skridt længere tilbage, og starter med hvad der førte frem til mit nuværende arbejde.

Jeg blev færdig som Datamatiker i 2001, og havde en forestilling om jeg skulle ud have et arbejde, hvor jeg skulle arbejde med Data Warehouse, da det at arbejde med databaser ORACLE, MySql o.s.v. var noget jeg i løbet af min uddannelse havde fundet ud var lige noget for mig. Min hovedopgave på datamatiker studiet omhandlede selvfølgelig dette emne, og jeg synes selv min opgave var god.

Nu stod jeg så med en datamatiker uddannelse, og skulle finde arbejde og det fik jeg skam også. Jeg fik en stilling hos REVA Centret inde i København, og arbejdet bestod i at lave dataudtræk fra Excel databaser. Det var ikke lige sådan, at drømmen om at arbejde med Data Warehouse så ud, men vi skal jo alle starte et sted.

Jeg nåede at være ansat 1 år derinde, da min kone en dag kom og spurgte, om ikke det kunne være spændende at tage til udlandet og arbejde. Jeg forestillede mig, at vi skulle hen et sted, hvor der var dejligt varmt, så da hun sagde Grønland tænkte jeg, at det var ikke lige det der var mit første valg, og så med 3 små børn. Nå, men Grønland blev det, og så skulle vi finde ud af hvad vi skulle lave. Min kone var lærerudannet, og hun blev ansat som lærer, men da jeg ikke var lærerudannet, så fik vi strikket en ansættelse sammen, så jeg skulle arbejde med skolens IT. Glæden var stor da vi ankom, lige indtil at vi stod ud af helikopteren, og skolelederen stod med en ny ansættelseskontrakt i hånden, hvor der stod at jeg skulle undervise. Det protesterede jeg imod, men når man er 5000 km fra Danmark, så kan man protestere alt hvad man vil, og lige meget hjælper det.

Så jeg startede min lærer karriere i Grønland uden at vide noget om didaktiske overvejelser. I starten lænede jeg mig op af min kone som vidste noget om alt det jeg ikke gjorde, og hun var en stor støtte for mig i den tid vi var i Grønland. Af årsager jeg ikke skal komme ind på her, så tog vi hjem efter 1 år, og afbrød dermed den kontrakt vi havde indgået om, at blive i 3 år.

Efter vores hjemkomst hang arbejde inden for It-branchen ikke på træerne, så i stedet for begyndte jeg at læse til lærer på KDAS i Ballerup. Jeg havde fået smag for at undervise efter mit år i Grønland, og hvorfor så ikke få papirer på det. De næste 4 år læste jeg til lærer, og mens jeg læste fik jeg foden indenfor og blev tilkaldevikar på en skole, og lidt senere fik jeg en fast stilling som lærer på samme skole. Jeg kan ikke anbefale, at tage en læreruddannelse fuld tid og så arbejde som lærer på fuld tid, men det kunne lade sig gøre da min læreruddannelse var netbaseret, hvilke gjorde, at jeg ikke skulle i skole hver dag, og det var medvirkende til at jeg klarede mig igennem.

Efter min uddannelse fortsatte jeg med at arbejde på samme skole og elskede at undervise, men igen kom der nogle omstændigheder i spil som gjorde, at jeg valgte at søge væk. Det var her jeg faldt over en stillingsannonce hvor man søgte en IKT-konsulent til Specialcenter Roskilde. Da jeg læste annoncen følte jeg bare, at denne stilling var skræddersyet til mig, så jeg søgte stillingen, og fik den.

Og nu er vi så tilbage hvor vi startede, nemlig hvad er det så jeg arbejder med, og hvad indebærer mit arbejde. Jeg arbejder til daglig med mennesker som alle har det til fælles, at de har en eller anden form for funktionsnedsættelse, og ikke alle har nødvendigvis en diagnose, men diagnosen er ikke det afgørende i forhold til det jeg skal hjælpe dem med. Jeg skal sammen med ”borgeren”(det kalder vi dem) foretage udredning, undervisning og rådgivning i forhold til kommunikationsvanskeligheder. Hvad ligger der så lige i den beskrivelse?

For at give en forståelse af beskrivelsen, så vil jeg starte med at se på hvad ordet kommunikationsvanskelighed dækker over. Kommunikationsvanskeligheder indenfor mit regi dækker dels over, at du ikke har et talesprog, hvilket giver god mening når vi taler om kommunikationsvanskeligheder, men det dækker også over, at du ikke er stand til f.eks. at anvende teknologier som computer, Ipad, Smartphones eller lign. i din dagligdag som følge af en funktionsnedsættelse, som ikke nødvendigvis har med talesproget at gøre. Giver det mening?

Lad mig give et eksempel på hvordan der skabes sammenhæng imellem at have et talesprog og så have kommunikationsvanskeligheder. Jeg har en borger som har en aggressiv form for Sclerose, og jeg skal ikke gå ind i længere udredning af, hvad denne diagnose indebærer, da man selv kan læse om dette på nettet.

Men da jeg lærer borgeren at kende sidder vedkommende i manuel kørestol, og kan bevæge den ene hånd en smule. Borgeren kan lige styre fjernbetjeningen på TVét og trykke på et nødkald. Nødkaldet aktiverer telefonen(stationær telefon) som løfter røret, og borgeren kan tilkalde hjælp. Borgeren har ingen vanskeligheder med at tale, og udtrykker sig klart og tydeligt, men har ikke anden førlighed en beskrevet ovenfor. Det er så her, at jeg kommer ind i billedet.

 I min udredning med borgeren finder jeg ud af, at der er et ønske om at være på Sociale medier(Internettet, Facebook), skrive og modtage E-mails, betjene telefon(ringe og modtage opkald) samt skrive og modtage SMSér. Det er noget vi i dagens Danmark tager for givet, at vi alle bare gør, men for en gruppe af mennesker er dette ikke en selvfølge, og de skal have hjælp til at kunne dette.

Min arbejde består i, at få alle disse del elementer af ønsker til at gå op i en højere enhed, så borgeren får en så selvstændig hverdag, og hvor det er borgeren som styrer aktiviteterne. I det konkrete tilfælde bliver løsningen en øjenstyret computer, hvor jeg integrerer alle del elementerne, så der skabes en helhed. Undervejs i forløbet får borgeren bevilliget en elektrisk kørestol, og den bliver så også integreret i den samlede løsning, således at borgeren kan styre kørestolen med øjenstyringen. Hvis du synes, at det lyder som utopi, så tag lige og kigge på den video som jeg har lagt et link til.
Det er ikke min borger, men det kunne det godt have været. Kommunikationsbegrebet bliver således udvidet til at omhandle mere end bare det verbale/nonverbale, og det er indenfor dette spændingsfelt at jeg arbejder.

Dette bringer mig så tilbage til mit spørgsmål om, hvorvidt MIL uddannelsen er det rigtige for mig. Jeg har været meget i tvivl, men i løbet af seminariet i Aalborg gik det pludselig op for mig, hvor jeg kan integrere uddannelsen i mit daglige arbejde. Denne åbenbaring kom første gang, da jeg hørte Janni Nielsen, professor, Copenhagen Business School tale om faget IKT og interaktionsdesign som er modul ll på MIL uddannelsen. Jeg fik en god snak med Janni omkring interaktionsdesign og Internet of Things, og jeg skal ikke gå ind i detaljer omkring det her, men bare sige, at det var en øjenåbner for mig, og det gjorde, at jeg fik sat tingene ind i et perspektiv som jeg kunne forholde mig til, og som gjorde det klart, at jeg var på rette spor i forhold til mit valg af uddannelse.

Den næste åbenbaring kom om lørdagen, hvor jeg hørte Jørgen Lerche Nielsen(RUC) tale om læringsteorier. Jeg har sjældent mødt en som så præcist og enkelt kunne give et overblik over læringsteorierne, og gøre det super interessant samtidigt. Jeg husker min tid fra seminariet, hvor jeg kæmpede mig igennem dem, og hvor det bare gjaldt om at få det overstået, men lige her i Aalborg var det, at jeg indså, at disse kunne give mig noget i forhold til mit daglige arbejde. Nu kunne jeg tage noget ud fra teorierne, og omsætte det til praksis. Hvordan så det? Jo, det er sådan, at jeg ofte i forbindelse med mit arbejde med opsætninger og lign. skal undervise i hvordan pårørende, ægtefæller, hjælpere, lærere eller pædagoger selv kan arbejde videre med det jeg afleverer, og her stiller det krav til mig som underviser, da vi ikke alle sammen har de samme faglige kvalifikationer indenfor f.eks. It. Det stiller krav til mig at kunne håndtere denne mangfoldighed af personer, og her er det at jeg kan gøre brug af læringsteorierne.

Jeg glæder mig til, at komme i gang med at bruge det jeg har lært, og det jeg kommer til at lære, og min tvivl, ja, den synes begravet et sted oppe i Aalborg.

Dette er således mit første forsøg på at skrive en blog, og det skal ikke tages for mere end det er. Det har været sjovt og det har givet stof til eftertanke, og så er det faktisk mere tidskrævende end jeg havde forestillet mig, men nu er jeg kommet i gang, og det vil jeg glæde mig over J.